Viser indlæg med etiketten mousse. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten mousse. Vis alle indlæg

mandag den 24. februar 2014

Chokolademousse


Kombinationen af den cremede konsistens og den lækre chokoladesmag er altid et hit, og chokolademousse er derfor en dessert, der jævnligt bliver nydt i vores lille hjem. 
I løbet af den sidste måned har vi da også fået chokolademousse et par gange, og jeg har efterhånden fået tilpasset opskriften, så den, efter min mening, er helt perfekt.

Opskrift:
Til 4 personer
200 g mørk chokolade* hakket groft
40 g smør
4 æggeblommer
4 tsk sukker
3,5 dl piskefløde

Smelt smørret ved lav varme. Tag gryden af varmen når smørret er smeltet, og smelt så chokoladen i det varme smør.
Pisk æggeblommer og sukker til det er helt lyst.
Pisk fløden til skum.
Vend forsigtigt chokolademassen i æggeblommerne med en dejskraber. Når massen er ensartet, vendes flødeskummet heri.
Kom moussen i en sprøjtepose og sprøjt den ud i fire glas eller skåle. Opbevar chokolademoussen i køleskabet til det skal serveres.

Inden servering, kan man pynte med lidt frisk frugt eller frysetørrede bær. Jeg bruger selv frysetørrede hindbær, kombinationen af chokoladen og den friske hindbærsmag er skøn.



*Jeg synes personligt, at chokolade med 64% kakaoindhold er helt perfekt til denne mousse, men det er selvfølgelig en smagssag, og man kan sagtens bruge chokolade med højere eller lavere kakaoprocent.