Viser indlæg med etiketten bunde. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten bunde. Vis alle indlæg

lørdag den 17. januar 2015

Minecraft kage


Min nevø blev 9 år i denne uge, det er utroligt som tiden flyver! I den anledning, skulle der naturligvis holdes børnefødselsdag, og på ønskelisten til denne, stod en Minecraft kage. 
Nu er jeg ikke personligt så meget inde i Minecraft-universet, så jeg måtte hjem til computeren og google mig lidt klogere. Efter lidt research følte jeg mig noget bedre klædt på, og kastede mig ud i projektet. Resultatet vakte heldigvis begejstring hos min nevø.

Kagen består af en vanille og en kakao sponge cake, som blev lagt sammen med chokoladecreme lavet på Marabou med Daim. Vanillebunden havde jeg farvet grøn, så kagen også var grøn og brun indeni. Efter jeg havde lagt kagen sammen, smurte jeg den op med mere chokoladecreme, og dekorerede med grøn vanillefrosting. Alle figurerne på kagen og bogstaverne er lavet i fondant.

Opskrift på sponge cake:
Til en bradepande str. 25x38

6 æg
450g sukker
1 tsk vanilleessens
375g hvedemel
3 tsk bagepulver
1 tsk salt
2,5 dl sødmælk
90g smør, stuetemperatur

Pisk æggene et par minutter til de begynder at skumme op. Tilsæt sukkeret og pisk videre til blandingen er let og luftig. Tilsæt vanille og pisk kort.
Bland mel, bagepulver og salt sammen, og tilsæt herefter melblandingen, mælk og smør lidt ad gangen. Pisk til en ensartet dej.
Bag kagen ved 175 grader i ca. 35 minutter.

Hvis du vil have en farvet kage, tilsættes pastafarve til dejen.
For at få en kakao sponge cake, erstattes 50g af melet med kakaopulver.

søndag den 5. oktober 2014

Lækre nøddebunde til lagkager

Jeg er blevet ret vild med at bruge nøddebunde i mine lagkager. De giver en super lækker smag og en god tekstur i kagen pga. de hakkede nødder. 
I denne opskrift, bruger jeg en blanding af mandler og hasselnødder, men de kan også sagtens laves udelukkende med mandler, eller med andre typer nødder.

Opskrift
Nok til tre bunde

150g hakkede mandler
150g hakkede hasselnødder
270g æggehvide (9 stk)
300g sukker

Start med at lave en marengs af æggehvider og sukker: Pisk æggehviderne godt til de begynder at blive stive. Tilsæt sukker lidt ad gangen og pisk godt til du har en blank og sej marengs. Vend forsigtigt nødderne i marengsmassen med en dejskraber.
Fordel massen i et tyndt lag på bageplader, beklædt med bagepapir og bag ved 180 grader i ca. 30 min.
Lad bundende køle af.

Du kan nu skære bundene i den form, du ønsker. Jeg plejer gerne at bruge en stor kagering som "udstikker" så de kommer til at passe i størrelsen til denne, men man kan også sagtens skære i fri hånd. Bundende er ret skrøbelige, og det kan derfor være en god idé at løsne dem fra bagepapiret inden der skæres, da det ellers kan være svært at få dem af i et helt stykke.

fredag den 21. juni 2013

Lagkagebunde

Opskrift:
Til 3 bunde á 20 cm.
150g hvedemel
150g sukker
3 æg
1/2 tsk bagepulver

Pisk æg og sukker sammen til det er luftigt.
Hvedemel og bagepulver sigtes i æggemassen og røres heri.

Fordel dejen på bagepapir i cirkler, der er lidt større end det, du skal bruge, og bag ca. 5 min. ved 240 grader.
Stik eller skær ud til den ønskede størrelse.

fredag den 3. august 2012

Mud cake

Mud cake er en mere svampet udgave af en chokoladekage, super lækker!

Opskriften kommer her :)
Til en rund form på 25 cm
250 g smør
250 g mørk chokolade
180 ml vand
295 g mel
1 1/2 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
60 g kakao
1/2 tsk natron
550 g sukker
4 æg
8 tsk rapsolie
125 ml kærnemælk

Kom smør, chokolade og vand i en gryde og lad det smelte ved lav varme.
Bland 145 g mel, bagepulver og salt sammen, og sigt det sammen med det resterende mel, kakao og natron i en skål. Tilsæt sukker og bland det hele sammen.
Bland æg, olie og kærnemælk sammen med en gaffel.
Rør det hele sammen med en dejskraber til alle klumper er rørt ud.
Kom dejen i en form og bag den i 1 time og 50 min. ved 160 grader.
Det er vigtigt at man ikke åbner ovnen før kagen er færdig, da den ellers godt kan falde sammen.
Køl kagen af, og opbevar den i køleskabet, indpakket i husholdningfilm. 
Skal kagen skæres ud til bunde er det en god idé at lade den stå i køleskabet en dag, så den har sat sig lidt, så er den nemmere at skære.