Viser indlæg med etiketten Pandekager. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Pandekager. Vis alle indlæg

mandag den 13. april 2015

Buttermilk Pancakes



Jeg elsker pandekager og har prøvet en masse forskellige variationer. 
Disse er de helt klassiske amerikanske pandekager med kærnemælk. De er rigtig lette og luftige, og skønne til morgenmad, brunch, eller hvis man bare synes, det er tid til en amerikansk pandekage. Og så er de endda super nemme og hurtige at lave.


Opskrift:
Til 2 personer

2,5 dl hvedemel
2 spsk sukker
1 tsk bagepulver
1/2 tsk natron
1/2 tsk salt
1 æg
3,5 dl kærnemælk
2 spsk smeltet smør
Smør til stegning

Bland hvedemel, sukker, bagepulver, natron og salt i en skål. Tilsæt æg, kærnemælk og smeltet smør og pisk let det hele sammen. Dejen må gerne have nogle små klumper.

Smelt lidt smør på en varm pande, og kom dejen på i små 'klatter' (størrelse efter ønske). Bages på begge sider til de er lysebrune, ca. 2 minutter. Gentag med den resterende dej.


Pandekagerne kan varieres ved fx at tilsætte friske blåbær eller hakket chokolade til dejen. 

Hvad der skal serveres til pandekagerne er naturligvis en smagssag, og kun fantasien sætter grænser. Jeg foretrækker personligt ahornsirup eller, som man ofte får dem serveret på de amerikanske diners, med en kold klat smør.

fredag den 21. juni 2013

Lækre pandekager

Jeg ELSKER pandekager og har efterhånden afprøvet en del opskrifter. I øjeblikket er denne min absolutte favorit. Pandekagedejen bliver forholdsvis tyndtflydende, hvilket gør, at man kan lave super tynde pandekager. Lækkert!

I får opskriften her:
50g smør + ekstra til stegning.
120g hvedemel
1 spsk sukker
lidt salt
2 æg
ca. 4 dl mælk

Smelt smørret.
Bland mel, sukker og salt sammen. Kom æg og 2 dl mælk i blandingen og pisk til en klumpfri masse.
Pisk smørret og så resten af mælken i lidt ad gangen.
Smelt lidt smør på panden og fordel dej på, så det dækker hele panden - ikke et for tykt lag.
Steg til den bobler lidt og vend så.
Gentag til al dejen er opbrugt.

Server med dit yndlingsfyld - jeg er personligt vild med lys sirup, nutella, jordbærmarmelade og sukker på mine pandekager, eller hvis det skal være rigtig luksus, frisk frugt fx banan eller jordbær og vaniljeis. YUM!

søndag den 6. maj 2012

Amerikanske Pandekager med Banan


Søndag = brunch og brunch = lækre pandekager!
Disse pandekager er super lækre og rigtig gode til en hyggelig brunch. Jeg kan godt lide dem med banan i, men er man ikke så meget til det, så udelader min helt enkelt bare bananen, så får man helt standard amerikanske pandekager.


Opskrift: 
2 1/2 dl hvedemel
1 spsk sukker
1 knsp salt
1 æg
2 spsk smagsneutral olie
2 1/2 dl mælk
1 tsk bagepulver
1 banan
Olie eller smør til stegning


Mel, sukker, salt, æg, olie og 1 dl mælk kommes i en skål og piskes til en klumpfri masse. Resten af mælken piskes i lidt ad gangen. Bagepulveret tilsættes og piskes med i dejen. Bananen moses og blandes i dejen. Pandekagerne skal bages straks efter at dejen er lavet.
Kom olie eller smør på en varm pande og kom dej på i små klumper (størrelse efter ønske) Bages på begge sider til de er lysebrune og lækre (ca. 2 min. på hver side) Gentag til der ikke er mere dej. :)